Kaspersky Anti-Virus lukker ned

I lang tid har jeg brugt Kaspersky Anti-Virus på min computer.

I går begyndte Windows XP så tilsyneladende umotiveret at lukke Kaspersky ned hver 15-20 minutter med den klassiske fejlmeddelelse om, at der var sket en fejl, og om jeg ville sende en fejlrapport til Microsoft.

Jeg prøvede at geninstallere programmet, men det hjalp ikke. I dag gav jeg mig så til at lede på nettet efter en løsning, og jeg fandt den på Kasperskys forum. Her ligger et lille program (zip-fil), der løser problemet – der var tilsyneladende problemer med én af deres opdateringer i går, og derfor lukkede programmet ned hver gang den forsøgte at opdatere.

Internet Explorer 7 på markedet

Den længe ventede version 7 af Microsofts browser Internet Explorer er nu blevet frigivet, om end kun på engelsk. Man kan læse om den på IEBlog og den kan downloades fra http://www.microsoft.com/ie.

Den nye version skulle være sikrere og mere brugervenlig – blandt andet har den et phishing-filter, der hjælper med at beskytte mod sider, der uretmæssigt prøver at lokke brugernavne og kodeord ud af intetanende brugere, og så har Microsoft – som vel nok nogle af de sidste på browser-markedet – fundet ud af at lave en faneblads-funktion, så man nu ikke behøver at have 10 browser-vinduer åbne for at se 10 forskellige sider – de åbnes nu i hvert deres faneblad i det samme vindue.

Til gengæld halter css-understøttelsen stadigvæk bagefter på flere områder – og det er noget skidt for os, der skal lave hjemmesider! Understøttelsen er godt nok bedre end i IE6, men den nye version kan f.eks. stadigvæk ikke finde ud af at tolke min-height-attributten, og det er – sagt på godt jysk – træls! Man må så ty til forskellige hacks for at få Internet Explorer til at opføre sig som den skal, men også det giver problemer, da det langt fra er alle af de hidtidige hacks der “bider på” i IE7 – så der er arbejde i vente for alverdens websnedkere når IE7 bliver udbredt. Se i øvrigt http://www.webdesign101.dk/ie7/csshacks.php for en glimrende og omfattende gennemgang af diverse css-hacks’ opførsel i IE7.

Nå, men jeg har selvfølgelig downloadet IE7, men at få den installeret viste sig at være en tung omgang: De første mange gange jeg prøvede fejlede installationen (og på typisk Microsoft-manér skulle man selvfølgelig genstarte maskinen alligevel!). Fejlmeddelelsen var denne:

“Internet Explorer 7 kunne ikke installeres. Du skal genstarte systemet for at bekræfte, at eventuelle ændringer af systemet er fjernet. Når du har genstartet, skal du klikke på genvejen “Internet Explorer Troubleshooting” på skrivebordet for at få flere oplysninger.”

Som sagt, så gjort. Genvejen førte til siden http://support.microsoft.com/kb/917925 (som i parentes bemærket ikke kunne læses med Firefox i lang tid!), og her er der forskellige løsningsforslag. I mit tilfælde hjalp Metode 2 mig på rette vej: Jeg fandt frem til logfilen “ie7.log” og så en masse fejlbeskeder, der lignede dem, der står beskrevet på support-siden, f.eks. “IECUSTOM: Unwriteable key HKCR\giffile\shell\Open”.

Microsoft foreslår nu, at man manuelt ændrer tilladelserne på samtlige de fejlende nøgler i registreringsdatabasen, men det forekom mig noget omstændeligt, så jeg valgte at google lidt efter en alternativ løsning i stedet. Den fandt jeg i en tråd i et spansk diskussionsforum under Microsoft, hvor der er en bruger, der har haft samme problem. Løsningen er at køre et lille Microsoft-program ved navn Secedit med nogle bestemte parametre fra en kommandopromt – nærmere bestemt

secedit /configure /cfg %windir%\repair\secsetup.inf /db secsetup.sdb /verbose

Jeg skulle dog over endnu en hurdle før jeg var i mål – jeg fik nemlig denne fejlbesked, når jeg forsøgte at starte programmet fra prompten:

“secedit” blev ikke genkendt som en intern eller ekstern kommando, et program eller en batchfil.”

Altså havde jeg tilsyneladende ikke installeret Secedit, men det var der heldigvis også råd for. En tur omkring google gav mig en tråd på spywarefri.dk der omtaler en side, hvor man kan downloade Secedit (exe-fil), så det gjorde jeg. Filen pakkede jeg ud i System32-mappen under Windows, og så virkede kommandoen fra prompten.

Da Secedit var kørt igennem prøvede jeg igen at installere IE7, og denne gang gik det smertefrit!

Og hvordan er den så, det nye browser-flagskib fra Microsoft? Den er RODET!!! Jeg ved ikke, hvem der har bestemt layoutet, men knapper og menulinjer ser ud som om, de er kastet ind med en møggreb! For eksempel har man valgt at flytte adresselinjen helt op i toppen af vinduet – oven over menulinjen (den med “Filer”, “Rediger”, “Vis”, “Bogmærker” osv.)! Dermed bryder man mange, mange års tradition med at have menulinjen øverst, og det skal nok blive et irritationsmoment for mange brugere (der findes dog også en løsning på dette problem). Dernæst har man valgt at placere to af de mest brugte knapper et andet sted end alle de andre – det drejer sig om knapperne “Genindlæs” og “Stop”, der nu ligger til højre for adresselinjen og ikke sammen med de andre knapper (såsom “Frem”, “Tilbage” og “Hjem”), som i øvrigt også ligger spredt rundt omkring. Og som en lille, irriterende ting, så har man valgt at omdøbe mappen “Hyperlinks” (den, hvor man kan lægge bogmærker til sider, man bruger ofte, og få dem vist på en linje for sig selv i browseren) til blot at hedde “Links”, med det resultat, at Hyperlink-bjælken er tom, når man startet IE7 op (løsningen er her at gå ind i sine bogmærker, slette mappen “Links” og derefter omdøbe mappen “Hyperlinks” til “Links” – og så selvfølgelig lige genstarte browseren).

Alt i alt virker browseren ikke indbydende, og der er masser af spildplads på værktøjslinjerne – det ser ikke kønt ud, og jeg tror, man får mange klager når “den almindelige bruger” får den installeret. Men positivt er det da, at sikkerheden tilsyneladende har fået et løft med den nye version.

Protest mod nedskæringer

Jeg er formand for forældrebestyrelsen i Saras (og Idas kommende) daginstitution, Den Integrerede Institution Regnbuen, og det er med stor bekymring, at vi går næste år i møde – der skal nemlig spares på børneområdet igen! Der er ikke gået andet end to år siden den sidste sparerunde, hvor bl.a. kostordningerne mange steder blev skåret væk, og nu skal vi altså til det igen.

Danmark er et af verdens rigeste lande, og de senere år har der været overskud på rigets finanser, arbejdsløsheden styrtdykker, og det er såmænd også blevet til et regerings-bestemt skattestop. Alligevel står Århus Kommune – en af de absolut største – og skal spare omkring 300 millioner kroner på budgetterne de kommende tre år.

Der er fremlagt et sparekatalog med forskellige forslag til besparelser, og fælles for dem alle er, at de vil få mærkbare konsekvenser “på gulvet” – der vil blive mindre personale og/eller flere børn i daginstitutionerne, og det kan vi simpelthen ikke være bekendt! Når børn skal passes, har de krav på et stimulerende, kreativt miljø der giver dem tid, plads og lov til at udnytte deres medfødte nysgerrighed, og de har brug for voksne der møder dem med omsorg, respekt og glæde. Med fortsatte nedskæringer på børneområdet er dét ved at gå fløjten, og daginstitutionerne kommer mere og mere til at være opbevaringssteder i stedet for, som nu, at være en vigtig og meget aktiv del af børnenes udvikling.

Som formand for bestyrelsen har jeg på vegne af forældrerepræsentanterne formuleret et høringssvar vedrørende sparekataloget og ligeledes et separat høringssvar vedrørende den fremtidige organisering af Dagplejen i Århus Kommune – et af de mest vidtgående spareforslag i kataloget, der lægger op til at Dagplejen lægges ind under og integreres med daginstitutionerne.

Forældrerepræsentanterne i DII Perlens bestyrelse har taget initiativ til en netbaseret underskriftsindsamling imod de foreslåede besparelser, og jeg vil opfordre alle til at skrive under på adressen www.daginstitutionermodforringelser.skrivunder.dk.

Læs også www.svigt-ikke-mit-barn.dk og www.drop-sparekataloget.dk.

Der tales meget om, at mennesker er den største resurse i et videnssamfund som vores; alligevel er man på vej til at forringe opvæksten for tusinder af de børn, der skal bære vores samfund ind i den globaliserede tidsalder – det hænger ikke sammen!

Sting udgiver nyt album – med lut!

Sting udgiver nyt album til efteråret… Et album med lut og sange fra 1500-tallet!

Det er ikke en joke, jeg har netop fået et nyhedsbrev fra den officielle fanklub. Pladen udgives til oktober på Naxos, Deutsche Grammophon.

Hvad mon sådan et album kommer til at hedde? “If I Ever Lute My faith”, måske. Hvad med “Nothing like the Lute” eller måske “Sacred Lute”. “Lute Is Stronger than Justice” kunne også være en mulighed. Gæt selv videre, og læs mere hos de altid velunderrettede Stingus på http://www.stingus.net/nieuwsuk_more.php?id=2169_0_2_0_M.

Den forkerte mand

Meget kan gå galt, når man sender fjernsyn live. Det er dog sjældent, at det går så galt som i programmet BBC News 24 forleden – her interviewede man den forkerte mand!

Guy Goma, som nu er blevet verdensberømt på internettet, skulle til jobsamtale på BBC og stod og ventede i receptionen. En mand kommer og henter ham og tager ham med til et tv-studie, og før han aner bliver han pludselig præsenteret som Guy Kewney, redaktør af Newswireless.net, og den kvindelige vært stiller ham tre spørgsmål om en netop overstået retssag (Apple vs Apple).

Den stakkels mand tillægger sig en kraftig fransk accent(!), og svarer svævende på de tre spørgsmål, hvorefter interviewet slutter. Se hele interviewet her (Windows Media format) – læg mærke til hans ansigtsudtryk, da han bliver præsenteret; man kan nå at tænke mange ting på et halvt sekund!.

Nu har han da en god historie til sine børnebørn – og måske kan han nå at snuppe hovedrollen i genindspilningen af Inspector Clouseau fra Steve Martin.

#¤&!%¤§ Billetlugen!

I dag var det G-dag – billetterne til George Michaels koncert i Parken den 11. november blev sat til salg klokken 10.

Jeg stillede mig i kø uden for City Vest klokken 5:30, og stod som nummer 9, så udsigterne til en god siddeplads var fine. Jeg vidste, at Fona, som havde billetterne til salg, havde cirka 100 fortrykte billetter liggende, så den – i øvrigt vældig hyggelige – ventetid blev fordrevet med fortrøstningsfuldt sind.

Klokken 8:30 blev dørene ind til centeret åbnet, og vi kunne komme helt ind til Fona. En times tid senere kom en Fona-mand ud og uddelte numre til dem, der ville købe de fortrykte billetter – som viste sig kun at være ståladser på plænen! Nu var valget svært: Skulle jeg tage et nummer og være garanteret ståplads, eller vente og prøve at få siddepladser via deres booking-system. Jeg valgte det sidste – og det var dumt!

Da klokken blev 10 gik det løs. Den forreste i køen fik rimelig hurtigt seks billetter, så jeg var stadigvæk fortrøstningsfuld – men så skete det uundgåelige: Billetlugens bookingsystem kunne ikke holde til presset, og de følgende 40 minutter lykkedes det at ekspedere – siger og skriver – TRE kunder, hvorefter der kom besked fra Billetlugen om, at der skulle meldes alt udsolgt.

Til alt held havde Fona – belært af tidligere dårlige erfaringer med Billetlugen – valgt at holde på nogle af de fortrykte billetter, og dem begyndte de så at sælge af til os der stod i kø. De havde måske 50 billetter tilbage, så det forslog som en skrædder i helvede, men det lykkedes mig alligevel at gafle seks billetter til vores lille flok.

Summa summarum: VI SKAL TIL KONCERT MED GEORGE MICHAEL!!!

Og nu til det sure opstød, som overskriften indikerer:

Kære Billetlugen, Billetnet og hvad I nu ellers hedder alle I, der forsøger jer med billetsalg til de store events: Hvor svært kan det være?!?!

Jeg ved godt, at det ikke er nogen nem opgave, når 200.000 mennesker skal købe 40.000 billetter, men det må altså kunne gøres bedre! Jeg synes, det er under al kritik, at end ikke de officielle salgssteder som Fona kan få kontakt til systemet, når der er tryk på – det er mangel på respekt for os, der bruger tid på at ligge i kø, og det er jo ikke fordi det kan komme som nogen overraskelse, at der bliver run på – man ser det gang på gang på gang, og altid med det samme resultat: “Systemet er desværre brudt ned”.

Vi lever i 2006, vi kan sende mooncars til Mars og bygge alverdens ting i nanostørrelse, men vi kan tilsyneladende ikke lave et billetsystem, der kan klare store belastninger uden at gå i sort – det er bare ikke godt nok!

George Michael kommer til Danmark

For første gang nogensinde giver George Michael koncert i Danmark – det sker i Parken den 11. november (billetter sælges i Fona og på Billetlugens hjemmeside fra mandag klokken 10)!

George Michael har ikke været på turné siden 1991, så forventningerne er skruet godt i vejret. Turnéen hedder 25 LIVE og skal markere hans 25 år i musikbranchen (på godt og ondt).

På hans hjemmeside kan man se et interview fra BBC talkshowet Parkinson fra den 22. april, hvor han bl.a. fortæller om turnéen og giver en tjekket version af den gamle Wham-klassiker “Everything She Wants” (klik her for at se interviewet i Quick Time format).

GM er en gudsbenådet sanger og sangskriver, så det er ikke uden grund, at han er et af de helt store musikikoner fra både 80’erne og 90’erne, og da han så har for vane at omgive sig med nogle top-tjekkede musikere – ikke mindst korsangere – så tror jeg, at der er lagt op til et brag af en koncert! Vi skal i hvert fald afsted!

Sting kommer til Århus!!!

Ifølge dette indlægwww.trommeslageren.dk kommer Sting til Århus og spiller i Rådhusparken den 15. juli!!!

Indlægget henviser til Billetnet, men der har jeg ikke kunnet finde noget om det. Det har jeg til gengæld på Musikhusets hjemmeside – og den er god nok!!!

Det bliver for stort! Det er Broken Music turnéen der nu endelig kommer til Europa, altså hans “back-to-basics”-koncept hvor han “genopdager” sine numre med en kvartet bestående af ham selv på bas, Dominic Miller og Lyle Workman på guitar og den hårdtslående Abe Laboriel Jr. på trommer – rock’n’roll!

Billetsalget starter den 6. marts – jeg lægger mig i kø nu ;-)

En lille, knap så festlig detalje: Billetterne koster 548 kroner pr. styk! Men hva’, der skal jo nogen penge i kassen til at forsørge alle de unger han har!

Firefox – nu med Internet Explorer!

Browseren Firefox har længe været min foretrukne måde at komme rundt på internettet på, og det skyldes ikke mindst de mange udvidelsesmoduler (på engelsk extensions), der findes til browseren.

Et udvidelsesmodul er et lille program, der giver en ny funktionalitet til browseren, og fordi Firefox er open source, så er der frit slag for alle, der har lyst til at lave moduler til browseren.

Netop i dag blev jeg opmærksom på et modul, som er intet mindre end genialt. Det drejer sig om modulet IE Tab. Eftersom der stadigvæk findes en del websider, der kun fungerer med Microsofts browser Internet Explorer, så er man som Firefox-bruger nogle gange nødt til at bide i det sure æble og starte IE op. Med IE Tab kan du åbne Internet Explorer i et faneblad i Firefox! Støder du derfor på en side, som ikke fungerer efter hensigten i Firefox, så klikker du bare på et lille ikon på Firefox’ statuslinje, og vupti, så loader siden igen, men denne gang renderes den af Internet Explorers renderingsmotor. Og så har man selvfølgelig mulighed for at lave en liste over websider, der altid skal renderes af IE, så nu kan man f.eks. besøge Windows Update direkte fra Firefox.

Før jeg fandt dette fantastiske modul brugte jeg modulet IE View, som også fortjener nogle gode ord med på vejen. Dette modul tilføjede en “Åbn denne side med IE”-kommando til højrekliksmenuen på alle sider, og dermed blev det meget smertefrit at genloade en side i IE. Også her kunne man lave en liste med websider, der altid skulle åbnes i IE, men selve browseren startede altså op hver gang. Med IE Tab er der kun ét browservindue åbent (Firefox), og ud over, at det sparer plads, så betyder det, at f.eks. webdesignere kan kalde deres sider op i hvert sit faneblad og sammenligne renderingen mellem Firefox og Internet Explorer – det er da smart!

Flere versioner af Internet Explorer på samme tid

Hvis man er webdesigner, så er det vigtigt, at de hjemmesider man laver virker i mange forskellige browsere, og ikke kun i Microsofts nyeste version af Internet Explorer.

Derfor tester man som regel sine sider i de fleste større browsere (f.eks. Opera, Firefox og Internet Explorer). Imidlertid har der været problemer med at teste med ældre versioner af Internet Explorer hvis man bruger et Windows styresystem, for det tillader kun at have én version af IE installeret – og da især version 5 og 5.5 af browseren havde en del små “særheder” (læs: selvopfundne “standarder”), så er det rart at kunne afprøve sit design i den version, også selvom andelen af folk der bruger den browser bliver mindre og mindre.

Der findes imidlertid en løsning: Joe Maddalone har skrevet om den på siden “Multiple IEs in Windows”, og Ryan Parman har lavet nogle zip-filer med alt hvad man skal bruge, som kan hentes fra http://browsers.evolt.org/?ie/32bit/standalone. Så er det bare at udpakke zip-filerne på et passende sted og dobbeltklikke på filen “explorer.exe”, så føler man sig hensat i en anden browser-tidsalder (utroligt, så hurtig man glemmer!).

Udskriv indlæg
· © 2002-2024
·
· Om siden