Omlægning til WordPress
Nå, nu er det snart ved at være et år siden jeg sidst fik skrevet noget på blog’en her, så mon ikke det er ved at være tid til lidt nyt …?
Der er – som sædvanlig – ikke fordi det har skortet på emner at skrive om: Sara er begyndt i 1. klasse, Ida er blevet “en af de store” i børnehaven, Sting har udgivet endnu et album på Deutsche Grammophon, et bryllup er under opsejling(!), og generelt er vi alle blevet et år ældre – og måske også klogere.
Hvis vi lige skal runde emnerne, så er vi nu forældre til et “rigtigt” skolebarn, og Folkeskolen har naturligt nok ændret sig en del siden jeg gik i 1. klasse i 1982: Det er smartboards på væggen og fem kilo bøger i tasken, der er Forældreintra og digitale skolefotos, og der stilles umiddelbart noget højere krav til børnene end i min tid (så vidt jeg husker!). Heldigvis er Sara glad for at gå i skole, og jeg er blevet valgt ind i skolebestyrelsen, så jeg lærer også en masse om “den nye Folkeskole”.
Ida – og resten af “Krudtuglerne” – er nu de store i Vorupparkens Børnehave, og de skal såmænd starte i førskole allerede efter Påske! Hun er stadigvæk meget glad for sin børnehave, og de laver stadigvæk lige mange aktiviteter med børnene, så hun bliver også udfordret.
Stings seneste album hedder “Symphonicities”, og består af genindspilninger af mange af hans numre, men udsat for The Royal Philharmonic Concert Orchestras behandling. Umiddelbart kunne dette lyde som endnu en “fuser” – disse “rock-star goes classic”-projekter har det med at blive noget søgte – men det er faktisk en rigtig god plade! Arrangørerne har fået frie hænder til at fortolke numrene, så det ender sjældent i den ligegyldige gang stygersuppe, som man ofte hører på sådanne albums. F.eks. indledes pladen med den gamle Police punk-klassiker “Next to you” udsat for symfoniorkester! Det er måske ikke pladens mest vellykkede nummer, men hvis man kan sætte et symfoniorkester til at spille Andy Summers’ over 30 år gamle guitarriff, så er alt muligt! Det, der gør pladen unik er dog, at det ikke udelukkende er Stings “kendte” numre, der har fået en omgang i den symfoniske tørretumbler; der er også blevet plads til en række af hans mindre kendte numre, heriblandt min egen personlige favorit, The Pirate’s Bride. Sting har netop givet to koncerter med The Royal Philharmonic Concert Orchestra på Det Kongelige Teater i København, men jeg nåede desværre ikke at få billetter – øv!
Og så var der noget med et bryllup … Ja, Gitte og jeg skal giftes den 18. september i Skjoldhøj Kirke!
Nå, men det jeg egentlig ville skrive om i dette indlæg var, at der er kommet en ny motor i maskinrummet her på hjemmesiden – nærmere bestemt har jeg omlagt siden fra CMS-systemet Serendipity til WordPress. Og hvorfor nu det? Da jeg i sin tid oprettede en blog her på siden, valgte jeg systemet Serendipity til formålet, og det har fungeret fint, men tiden er ved at løbe fra projektet: Det er – ligesom WordPress – et open-source-system, der udvikles af frivillige, men gruppen af udviklere er markant mindre end udviklergruppen bag WordPress, og det gør, at systemet lige så stille sakker bagud i forhold til de krav, der efterhånden stilles til hjemmesider. Specielt findes der ikke nær så mange udvidelsesmuligheder (plugins) til Serendipity, og det var det, der gjorde udslaget for mig.
Derudover har WordPress den store fordel, at det kan håndtere både blogindlæg og statiske sider. Dvs. at jeg med WordPress kan styre alle dele af hjemmesiden samme sted fra. Serendipity håndterede kun blog-delen, mens de statiske sider (f.eks. min Profilside) skulle redigeres med et eksternt program.
Rent praktisk foregik flytningen ved, at jeg eksporterede alle mine blogindlæg som et RSS-feed fra Serendipity, og dette feed kunne så importeres i WordPress – nemt og smertefrit, og dog … Ud over lidt problemer med at specialtegn (æ,ø,å og andet) til tider gik i kludder, var det store problem, at de kommentarer, der var kommet på blogindlæggene ikke blev flyttet med over, så disse måtte jeg indtaste igen manuelt. Til det formål hentede jeg plugin’et Better Comments Manager som gjorde, at jeg f.eks. kunne redigere tidspunktet for kommentaren, så den matchede den oprindelige dato.
Herefter skulle alle de statiske sider flyttes over, og det gik for det meste også smertefrit ved hjælp af simpel copy-paste.
Den store udfordring var at få flyttet de sider, der indeholder forskellige former for dynamisk indhold – f.eks. Gæstebogen eller siden med Midi-filer. På disse sider finder der noget PHP-kode, som gør, at man kan interagere med siden, f.eks. vælge en midi-fil på listen og så få den spillet. Eftersom hele WordPress også bygger på PHP, og alle sider bliver genereret dynamisk ved hjælp af diverse PHP-funktioner, så er det ikke helt ligetil at få afviklet sin egen PHP-kode på siderne. Heldigvis findes løsningen i form af plugin’et Exec-PHP (eller lignende plugins med samme funktionalitet). Med dette plugin installeret kan man skrive PHP-kode på sine sider og få den afviklet som før.
Dog stødte jeg ind i en enkelt problem, nemlig at WordPress’ indbyggede editor kunne finde på at indsætte HTML-koden for linjeskift (<br>) i koden og derved ødelægge PHP-koden. Løsningen på dette problem er ikke så elegant, men den virker: Først installeres plugin’et Disable Texturizer, og derefter modificerer man filen formatting.php
i mappen ‘wp-includes’ som beskrevet i denne denne opskrift. Herefter skal man blot indtaste <!–PLAIN_TEXT–> øverst på sin side, og så er de uønskede koder væk! Ulempen ved denne metode er, at de ændringer, man laver i filen formatting.php bliver overskrevet, når man opdaterer WordPress, så husk at have en backup liggende.
Af andre nyttige plugins, jeg har installeret, vil jeg nævne disse:
- Aksimet: Tjekker alle kommentarer for spam – meget effektivt
- Bad Behavior: Beskytter WordPress mod angreb fra spambots
- Better Protected Pages: I WordPress kan man sætte et kodeord på sine sider, men der findes som standard ikke nogen måde at logge ud af siderne igen. Med dette plugin får man den mulighed, og selve login-siden bliver også noget pænere at se på
- Exclude Pages from Navigation: Simpelt lille plugin, der giver mulighed for, at man kan oprette statiske sider, uden at disse vises i den automatisk genererede menu (som ellers er standard-opførslen i WordPress).
- Login Lockdown: Beskytter administrationsdelen mod uautoriserede, automatiserede login-forsøg ved at blokere login-forsøg fra en given IP-adresse, hvis der registreres mere end tre forgæves login-forsøg
- My Page Order: Giver et nemt interface til at styre rækkefølgen af sider i menuen
- Search Engine: Forbedret søgefunktion
- Smart Archives Reloaded: Plugin, der viser et arkiv over gamle blogindlæg på en pænere måde end WordPress’ indbyggede arkivfunktion
- Vice Versa: Lille plugin, der konverterer et blogindlæg til en statisk side eller omvendt. Praktisk, hvis man ved en fejl opretter den forkerte type.
Der er ikke den store synlige forskel på siden før og nu, bortset fra et mindre farveskifte i menuen (bare fordi!). Det er “motoren” der driver siden, der er blevet skiftet ud. I den forbindelse er koden blevet opdateret fra den – efterhånden gammeldags – HTML 4.01-standard til den mere fremtidssikrede XHTML 1.0 Transitional, og tegnsættet er gået fra ISO-8859 til UTF-8, som er et mere universelt tegnsæt, der – alt andet lige – skulle gøre siden mere tilgængelig for forskellige platforme.
Det var alt for nu – jeg skriver igen i september 2011!
En jæger gik at jage
Nu har Mester boet hos os i godt 1½ måned, og han er faldet virkelig godt til. Han har i sandhed noget at leve op til efter en kat som Fussen, men indtil videre har han ingen problemer i den henseende – han er simpelthen en fantastisk god kat!
Kvarterets smådyr kan også ligeså godt begynde at indstille sig på, at der er et rovdyr i nabolaget, for Mester er har nemlig både taget sin første fugl (en granvoksen solsort) og sin første mus.
Sidstnævnte fangst nåede jeg at forevige digitalt, så derfor er her – til skræk og advarsel – kattens leg med musen (inklusive nysgerrige kommentarer fra både Sara, Ida og mig selv):
Mester er flyttet ind
Da vores kære, gamle Fussen er desværre ikke dukket op, har vi besluttet os for at anskaffe os en ny kat – og han er flyttet ind hos os i onsdags.
Vi fandt ham på Sønderjyllands Internat i Gram (efter et mindre heldigt besøg hos Sydøstjyllands Internat i Fredericia, der på det nærmeste smed os ud, fordi vi ikke havde bestilt tid – det på trods af, at de efter eget udsagn havde en kat, der var klar til afhentning …!), hvor han gik og hyggede sig sammen med sin søster.
Han virkede umiddelbart som en meget glad kat, og han ville meget gerne snakke, så vi slog til, og det har vi bestemt ikke fortrudt.
Vi har døbt ham Mester, og han er opkaldt efter den frække, frikadelleelskende hund i Alberte og Thomas Windings fantastiske “Mestersang” fra den lige så fantastiske plade Sludder og Vrøvl Gamle Jas (køb den!).
Vi havde beslutte os for at anskaffe en kat, når vi kom tilbage fra vores sommerferie (en herlig tur til Pineda de Mar og Barcelona på Costa Brava), så vi havde gået og snakket om forskellige navne, dog uden at finde det helt rigtige (Ida foreslog “Maja” …). På vejen til internatet hørte vi imidlertid Mestersangen på en af pigernes cd”er, og alle var enige om, at Mester var et godt kattenavn – og derved blev det.
Men nu ikke mere snak – lad mig i stedet med stolthed i stemmen præsentere: Mester!
Mesters tilværelse hos os kan naturligvis også følges i Mesters Galleri
Nyt layout
Et af mine sommerferieprojekter har været at få kigget lidt på min egen hjemmeside, som jeg har forsømt en del det seneste år (seneste blog-indlæg er fra november sidste år – pinligt …!).
Én af de ting, der stod øverst på min todo-liste var at få lavet et nyt design til siden. Som den kodenørd jeg er, skal designet naturligvis være fuldt skalérbart, crossbrowser-kompatibelt og selvfølgelig kun benytte valid kode.
Resultatet sidder du og kigger på nu. Det er bygget op omkring den såkaldte "wrapper-free Holy Grail"-kode fra www.alistapart.com – en kode, der giver et fuldt skalérbart layout med tre kolonner, sidehoved og sidefod, og som også virker i Internet Explorer!
Indhold og layout er så vidt muligt adskilt i hhv. html-dokumenter og css-stylesheets. Det gør det meget nemmere at ændre/tilpasse layoutet fremover, og en anden bonus er, at man nemt kan skifte hele layoutet på siden uden at skulle ændre i html-koden – man indlæser blot siden med et andet stylesheet.
Som den opmærksomme læser måske har bemærket, så har min side i et stykke tid været udstyret med en funktion, der kan gøre netop dette – den er der stadig, og kan nu findes lige under menuen (“Vælg layout”). Her finder man noget der ligner det gamle layout (“Maroon”) samt en sort/hvid-version.
Er man til den slags hjemmeside-gadgets, så bør man slå et slag forbi www.csszengarden.com, som er et ekstremt eksempel på, hvad man kan opnå ved at holde indhold og layout hermetisk adskilt: På siden kan man vælge mellem oceaner af forskellige layouts, men finten er, at de alle bygger på nøjagtig de samme html-dokumenter. Hvert eneste element på siden har sit eget id, og dermed kan man vha. stylesheets få dem til at se ud præcis som man ønsker det – det er ret imponerende!
Så langt kommer jeg nok aldrig med denne side, men du skal da være velkommen til at lægge en kommentar til det nye layout.
Fussen er væk …
Så er der igen gået alt for lang tid siden der sidst skete noget her på blog’en – men den mellemliggende periode har også budt på indtil flere store forandringer for vores lille familie: Både Gitte og jeg har fået arbejde i Vejen, og vi har derfor alle fire rykket teltpælene op og er rykket sydpå.
Desværre har familien manglet et vigtigt medlem siden sidste søndag – vores dejlige hankat Fussen er nemlig blevet væk …
Han var ellers faldet godt til, og vi troede, han havde fået styr på de nye omgivelser, men det var åbenbart ikke tilfældet. Han strejfer altid rundt om natten, og så har han tilsyneladende tabt sporet og kan ikke finde tilbage igen.
Derfor: Skulle der være nogen i Vejen eller omegn, der støder på ham, så vil vi meget gerne vide det! Han er en stor, flot rød og hvid huskat med en kampvægt på omkring de seks kilo. Han er øremærket i venstre øre med nummeret 02ND06.
Og skulle der være nogen på Stenaldervej der læser med, så hold også lige øje med, om han skulle dukke op der … Hvis en kat kan finde vej hjem gennem indtil flere stater i USA, kan Fussen såmænd nok også finde tilbage til Brabrand!
Gør-det-selv kodefri Panasonic DVD-afspiller
Vi har “arvet” en Panasonic DVD S31 til erstatning for vores gamle Nintaus DVD-N9901, der var begyndt at skrante.
Desværre er Panasonic’en ikke født kodefri, og det er lidt trist, når man nu godt kan lide at købe DVD’er hjem fra f.eks. USA (lad mig i den forbindelse anbefale Laserdisken, der er meget billige med import-DVD’er gennem deres amerikanske partnerselskab Movie World), men som altid er der hjælp at hente på nettet. Jeg fandt frem til en meget udførlig side om hvordan man gør Panasonic-DVD’er kodefri. Man skal sende en “IR code” til afspilleren via infrarød, og der er mange måder at gøre det på: Med en PocketPC, en Palm, en specielt mobiltelefon og meget mere.
I stedet for at rode med det selv, faldt jeg over en hjemmeside i England, der sælger en forprogrammeret “éngangsfjernbetjening”, der sender IR-koden til afspilleren. Prisen er overkommelig, nemlig £24.99. Det svarer til omkring 290 kroner, men da jeg var så heldig at finde en rabatkode der gav 40% afslag, endte prisen på cirka 115 kroner.
“Fjernbetjeningen” kom et par dage senere med posten, og der fulgte en fin, lille vejledning med, så det var bare at sætte sig godt til rette, trykke på den lille knap i fem sekunder og, vupti, så har man en kodefri afspiller.
Nemt og ganske billigt!
Protest mod nedskæringer
Jeg er formand for forældrebestyrelsen i Saras (og Idas kommende) daginstitution, Den Integrerede Institution Regnbuen, og det er med stor bekymring, at vi går næste år i møde – der skal nemlig spares på børneområdet igen! Der er ikke gået andet end to år siden den sidste sparerunde, hvor bl.a. kostordningerne mange steder blev skåret væk, og nu skal vi altså til det igen.
Danmark er et af verdens rigeste lande, og de senere år har der været overskud på rigets finanser, arbejdsløsheden styrtdykker, og det er såmænd også blevet til et regerings-bestemt skattestop. Alligevel står Århus Kommune – en af de absolut største – og skal spare omkring 300 millioner kroner på budgetterne de kommende tre år.
Der er fremlagt et sparekatalog med forskellige forslag til besparelser, og fælles for dem alle er, at de vil få mærkbare konsekvenser “på gulvet” – der vil blive mindre personale og/eller flere børn i daginstitutionerne, og det kan vi simpelthen ikke være bekendt! Når børn skal passes, har de krav på et stimulerende, kreativt miljø der giver dem tid, plads og lov til at udnytte deres medfødte nysgerrighed, og de har brug for voksne der møder dem med omsorg, respekt og glæde. Med fortsatte nedskæringer på børneområdet er dét ved at gå fløjten, og daginstitutionerne kommer mere og mere til at være opbevaringssteder i stedet for, som nu, at være en vigtig og meget aktiv del af børnenes udvikling.
Som formand for bestyrelsen har jeg på vegne af forældrerepræsentanterne formuleret et høringssvar vedrørende sparekataloget og ligeledes et separat høringssvar vedrørende den fremtidige organisering af Dagplejen i Århus Kommune – et af de mest vidtgående spareforslag i kataloget, der lægger op til at Dagplejen lægges ind under og integreres med daginstitutionerne.
Forældrerepræsentanterne i DII Perlens bestyrelse har taget initiativ til en netbaseret underskriftsindsamling imod de foreslåede besparelser, og jeg vil opfordre alle til at skrive under på adressen www.daginstitutionermodforringelser.skrivunder.dk.
Læs også www.svigt-ikke-mit-barn.dk og www.drop-sparekataloget.dk.
Der tales meget om, at mennesker er den største resurse i et videnssamfund som vores; alligevel er man på vej til at forringe opvæksten for tusinder af de børn, der skal bære vores samfund ind i den globaliserede tidsalder – det hænger ikke sammen!
Bræk og knæk
Den berømte danske astronom Tycho Brahe har lagt navn til udtrykket Tycho Brahes-dage. Det var dage som, ifølge ham, skulle være særligt uheldssvangre grundet stjernernes og planeternes positioner.
En af disse dage skulle være den 6. december, og i vores tilfælde kom det næsten til at holde stik…:
Det startede med et “Moaaar, jeg skal kaste ud!” natten til onsdag – og inden den søvndrukne hjerne fik udskiftet Saras “ud” med “op”, var det for sent – pude og lagen blev offer for en gedigen gang bræk! Dette gentog sig et par timer senere, så da morgenen kom, var vasketøjskurven fyldt til randen, og Sara blev meldt syg i vuggeren.
Der var således lagt op til en stille og rolig sygedag med lidt bræk, måske lidt havregrød og lidt puslen om. Så var det, at der fra gangen lød et hyl efterfulgt af et “Det ser helt forkert ud, det her!”: Vores lille skammel, som har stået i gangen i over et år, havde netop denne dag besluttet sig for at stille sig i vejen for Gittes forsvarsløse venstre lilletå, der nu derfor havde forladt sin vante plads og mest af alt lignede et decideret udskud på et smukt æbletræ.
Et hurtigt opkald til skadestuen bekræftede, hvad vi allerede vidste: Den tå skulle der kigges nærmere på!
Heldigvis kunne Gittes mor flexe ud et par timer og sidde hos ungerne, mens vi drog til skadestuen. Her var der selvfølgelig travlhed, så efter et par timer var der ikke andet at gøre end at jeg kørte hjem og hentede begge børn – Ida skulle jo have sin mad.
Efter en dag i skadestuens hyggelige omgivelser med en bræksyg to-årig og en tre-måneders, der heldigvis sov fra det hele, forelå resultatet: Et kompliceret brud på lilletåen, der ikke lige sådan lod sig mingelere på plads, en operation i udsigt og 4-6 uger på krykker – en fantastisk melding her op til julen, der for vores vedkommende også byder på Saras fødselsdag den 23. december og Idas barnedåb den 15. januar.
Smilla i JyllandsPosten
Danmark har som bekendt fået en ny lilleprins (tillykke, Frederik og Mary – jeg ringer senere), og i den forbindelse er det strømmet ind med gaver til den lille. Og minsandten om ikke Saras og Idas kusine Smilla er blevet foreviget af Jyllands-Postens fotograf, da hun var inde og aflevere sin gave:
Billede og artikel kan ses i dagens avis, og også på Jyllands-Postens hjemmeside.
Og således gik det til, at familien fik en “kongelig hofleverandør”.
Og så skete det!
Med fem dages forsinkelse skete det så i nat – Gitte fødte vores andet barn efter en hurtig men også lidt hård fødsel klokken 01.26.
Hun skal hedde Ida, og her er hun så:
Billeder af Ida kan ses i Idas billedgalleri – og der kommer nye til løbende!