Så har indtrykkene fra torsdagens Sting-koncert bundfældet sig, og det må være på tide med en lille anmeldelse. Lad det være sagt med det samme: Det var en virkelig god koncert!

Sætlisten var som følger (tak til Kenneth fra Brand New Day Ultra for den – postet i en artikel i nyhedsgruppen alt.fan.sting):

• Send Your Love
• Message in A Bottle
• The Hounds of Winter
• Dead Man”s Rope
• Brand New Day
• Englishman in New York
• I Was Brought to My Senses
• Fragile
• Fields of Gold
• Sacred Love
• Every Little Thing She Does Is Magic
• Whenever I Say Your Name
• Never Coming Home
• Roxanne

Ekstranumre:

• Desert Rose
• If I Ever Lose My Faith in You
• Every Breath You Take

Ekstra ekstranummer

• A Thousand Years

Mine bange anelser blev ellers vakt, da det første nummer gik i gang – det var nemlig en rendyrket techno-version af “Send Your Love”, og det var ikke kønt!

Det undrer mig, at han vælger at lægge ud med et nummer der er så smækfyldt med trommeloops og sequences, for det er ganske normalt, at lydmanden bruger det første nummer til at få indstillet alle niveauerne i forhold til hinanden, og det bar dette nummer i hvert fald præg af: Man kunne stort set kun høre det massive trommespor, der blev kastet rundt mellem Forums betonvægge! På et tidspunkt greb Sting bassen og gav sig til at spille – men det kunne bare ikke høres!

Heldigvis viste det sig at være en enlig svale. Resten af koncerten spillede Kipper en forholdsvis tilbagetrukket rolle (og det gjorde han godt!), og derfor blev denne koncert ikke overskygget af hans præ-indspillede trommespor og lignende, som det for eksempel var tilfældet med Brand New Day touren. Der er ingen tvivl om, at Kipper er dygtig til at betjene en musikcomputer (en PowerMac, i øvrigt), men al den teknologi kan tvinge musikken ind i nogle alt for faste rammer, som kan gøre den meget steril.

Efter åbningsnummeret fulgte en overraskelse: En meget kærkomment genhør med det gamle Police-hit “Message in A Bottle” i en meget energisk udgave, der gav mindelser om den forlængst opløste trios fantastiske power. Dette skyldes ikke mindst trommeslager Keith Carlocks enorme drive, der uundgåeligt ledte tankerne hen på The Polices legendariske tøndebanker Stewart Copeland – men man må håbe for Sting, at Carlock er bedre til at holde tempoet end Copeland…

Nu skal dette ikke udvikle sig til en nummer-for-nummer gennemgang af hele koncerten, så lad mig blot resumere et par af de øvrige højdepunkter:

• “The Hounds of Winter” og “Dead Man”s Rope” – to af mine favoritnumre fra Stings side, og leveret fejende flot
• “I Was Brought to My Senses” er et af de mange fantastiske numre i “skæve” taktarter (her 7/4) som efterhånden er blevet et varemærke for Sting – her i en lækker, kompakt udgave med en finurlig slutning…
• “Fragile” er og bliver et af de smukkeste numre der nogensinde er skrevet, og den sad lige i skabet – og så var det rart at høre den midt i koncerten og ikke som ekstranummer som det har været kotyme de sidste mange år
• “Whenever I Say Your Name” er på “Sacred Love”-albummet en duet mellem Sting og Mary J. Blige, og det lyder ærlig talt ikke for godt – Mary J. Blige er ikke lige min kop te… Det er til gengæld Joy Rose, den ene af Stings korsangere, som gav Mary J. Blige godt og grundigt baghjul, da hun tog hendes plads i duetten – sikken stemme, sikken udstråling, og sikken kemi mellem de to!
• The Polices gennembruds-hit “Roxanne” har i årenes løb været vidt omkring i det musikalske landskab, og denne aften var ingen undtagelse: Nummeret gled over i et langt (nogle syntes sikkert for langt) groovy solostykke, hvor Sting fik flettet både baslinien og temaet fra Weather Reports “Birdland” og hans egen smukke “Sister Moon” ind – måske var det for meget, men der skal jo også være lidt guf til alle os Sting-nørder
• Afslutningen på koncerten var nærmest magisk: Den smukke “A Thousand Years” var den perfekte måde at få droslet ned på, og til allersidst stod hele salen og klappede takstfast på 2 og 4 i den langsomme 4/4; musikken fadede langsomt ud, men publikum holdt sig i skindet og klappede videre i den langsomme rytme til musikken var helt væk; herefter begyndte vi at klappe hurtigere og hurtigere, for til sidst at ende i et stormende bifald op mod scenen – på det tidspunkt tror jeg, at selv den gode mr. Sting kunne mærke de små nakkehår rejse sig!

Alt i alt var det en virkelig god koncert – faktisk den bedste jeg har været til siden Ten Summoner’s Tales koncerten i 1993. Bandet var som forventet fantastisk sammenspillet, og den kreative sceneopsætning med stemningsskabende levende billeder projiceret op på nogle bevægelige storskærme på bagtæppet bidrog på smukkeste vis til en totaloplevelse af de gode.

Nu må vi bare håbe, at der bliver udsendt en ordentlig DVD fra denne turné – en koncert i Frankfurt den 13. november blev filmet, så der er sikkert noget på vej, hvis ellers optagelserne blev gode.

Jeg skal da i øvrigt lige huske at nævne, at vi ikke var de eneste, der havde fået den idé, at vi ville have Stings autograf i Magasin… Der stod rundt regnet en million (milliard) mennesker i kø, da vi kom frem, så den plan opgav vi hurtigt, men vi fik da set giraffen – og så viste det sig, at man kunne købe signerede bøger i merchandise-standen ved koncerten, så jeg er nu alligevel den lykkelige ejer af et signeret eksemplar af “Broken Music”

Koncerten varede præcis to timer fra start til slut, og så var det ellers bare at traske mod København H. og vente på det sene tog mod Jylland. På trods af, at vognen var fyldt med charterguide-elever, der netop var vendt hjem fra en måned i Spanien, lykkedes det at få blundet lidt, og klokken 3:50 rullede vi ind på Århus H. – en smule brugte (og en hel del danske kroner fattigere!), men med en stor koncertoplevelse i frisk erindring.