Fritid

Computernørderi

Det vil nok ikke være helt forkert at påstå, at jeg godt ka’ li’ at rode med min computer. Jeg har i mange år købt Medion-udstyr, og har generelt været meget tilfreds. Prisen er helt i orden, og der er absolut ikke tale om “babmus-PC’er” – det er kvalitetskomponenter, der sidder i deres maskiner.

Derudover tjener jeg lidt penge ved at lave hjemmesider. Jeg har lavet sider i Flash, som har den store fordel, at det er vektorbaseret, så man kan lave flotte grafiske effekter uden at de fylder ret meget. Til gengæld kræver det, at de besøgende har en Flash plug-in, men den er standard i alle nye browsere, og i øvrigt fylder den ikke ret meget, hvis man skal downloade den. Jeg er dog mere eller mindre gået tilbage til at lave “ren” HTML koblet sammen med diverse server-side applikationer såsom PHP og SSI. Det er faktisk lidt af en udfordring at lave en side, der virker i alle browsere (Netscape 4 må være Guds straf til webdesignere…), og alene af den grund er der meget vundet ved at droppe client-side applikationer á la javascripts til fordel for server-side. Siden her skulle gerne være “cross-browser compatible”.

Et godt computerspil er jo heller ikke at fornægte. Jeg har en lille svaghed for bilspil som f.eks. det fremragende Need For Speed: Porsche Unleashed, men mit absolutte yndlingsspil er Riven. Det kommer fra Broderbund Software, som er blevet opkøbt af giganten Mattel (dem med Barbie-dukkerne…). Spillet er udviklet af Cyan, og det er ganske enkelt i en klasse for sig selv på markedet. Spillet er efterfølger til en anden kæmpesucces, Myst, som også revolutionerede markedet, da det kom frem. Kort fortalt går spillene ud på, at man er havnet i en fremmed verden med en lettere uklar mission. Derefter går man på opdagelse og finder efterhånden ud af flere og flere sammenhænge imellem, hvad man oplever. I modsætning til alle andre af den slags “tænke-spil”, er der INGEN hjælp at hente i selve spillet til at løse gåderne! Man må bruge sin indvendige, og man kan kun være sikker på én ting: Der er altid en løsning, og du kan altid finde frem til den selv – det handler bare om at bruge alle sine sanser og tænke logisk og systematisk… Den viden kan nogle gange nærmest drive en til vanvid, når man sidder med en gåde, der ikke umiddelbart lader sig løse. Det er ikke så meget det, at gåden er svær, det er mere det, at man ved, at man må have overset noget eller ikke har fattet en sammenhæng. Hvis man ikke kan lide den slags, synes man nok, at spillene bare er vildt irriterende og langtrukne, men jeg synes det er totalt fedt, når man endelig knækker en gåde, som har taget lang tid!

Det som gør spillene så fantastiske er dels den superflotte og meget naturtro og detaljerede grafik, men i lige så høj grad lydsiden. Der er virkelig kælet for lyden i disse spil, og det bevirker, at der er ekstremt meget atmosfære i spillene, og man føler det virkelig som om, man kommer ind i en anden verden, når man spiller – især med et godt lydkort!

“Problemet” med spillene er, at de kan være umulige at lægge fra sig, når først man er kommet i gang, så man skal ikke gå spille det, når man har travlt med noget andet…!

Musik

Jeg har spillet bas i mange år, og spiller i bandet Walking Men. Her spiller jeg sammen med min mangeårige musikalske medsammensvorne Tore – stilen er guitarbaseret festmusik med numre som “Money for Nothing”, “Tip of my tongue”, “Hotel California”, “Kys Bruden” og “Faith”.

Har du brug for musik til festen, så send en mail!

Jeg sværger til Fender instrumenter, og spiller helst på min 5-strengede Jazz Bass, USA model, men jeg har også en 4-strenget Mexico-model. Da den havde stået i nogle år uden rigtig at blive brugt, fandt jeg en båndløs hals på eBay og satte på, så nu har jeg også en båndløs bas. Nyeste indkøb er en halvakustisk Wasburn-bas med en dejlig tone og et fedt look.

2 x Fender Jazz
Min 5-strengede er i naturtræ og min 4-strengede er hvid
(kan du se det for dig…?)

Min forstærker er en Trace Elliot GP12-top med et 4×10″ kabinet, også fra Trace Elliot, og et 15″-kabinet – det er noget, der kan lave lyd!

Jeg spiller helst ting, der har et godt groove, f.eks. George Michaels Unplugged (bassisten der spiller der, Stephen Walters, er simpelthen for sej!!!) eller danske Ridin’ Thumb. Jeg er dog også vild med NHØP og hans (i hvert fald i gamle dage…) vidunderlige, melodiøse spil, der kan få hårene til at rejse sig i nakken… Et absolut must er hans fremragende plade The Eternal Traveller , der blev udgivet i 1984. Endelig må vi ikke glemme den uforlignelige Jaco Pastorius. Jeg prøver stadigvæk at lære Donna Lee, og har gjort det i mange år… Det skal nok lykkes! Pøv at tjekke CD’en The Birthday Concert ud – det svinger!!!

The Eternal Traveller

The Eternal Traveller
(1984)
The Birthday Concert

The Birthday Concert
(1981)
Begge plader kan fås til omkring 100 kr. hvis du er heldig

En lille, trist opdatering: NHØP døde den 20. april 2005 af et hjertestop. Jazzen har mistet en af sine store virtuoser, og vi bassister har mistet en stor læremester. Heldigvis lever musikken videre, men det er nu alligevel ikke helt det samme, når han ikke er mere.

Udover bas kan jeg spille… Ingenting! Jeg holder mig til det, jeg ved noget om, og jeg må nok erkende, at mine fingre er skruet forkert på i forhold til at skulle spille guitar eller klaver. Jeg kan godt finde på at nynne i badet, men eftersom der er delte meninger om kvaliteten af disse vokale udfoldelser forsøger jeg at begrænse det…

Udskriv side

Nyeste Sara-billede


Warning: mysqli_query() expects at least 2 parameters, 1 given in /home/www/mzh.dk/wp-includes/nyeste_billede.php on line 8
2: